|
Anasayfa
|
Når historien er gidsel
AF Helle Schøler Kjær
5 maj 2010 / politiken
Der indgås politiske studehandler om det armenske
folkemord.
Helle Schøler Kjær har produceret flere udsendelser om det armenske
folkemord for DR’s P1. Hun har skrevet bogen ’Danske Vidner til det
armenske folkemord’, udkommet på Forlaget Vandkunsten.
Det var på alle måder symbolsk, da socialdemokraten Yildiz Akdogan deltog
i en mindehøjtidelighed på 95-års dagen for det armenske folkemord, der
tog sin begyndelse 24. april i Istanbul i Tyrkiet.
Bænkerækkerne i den lille gule murstenskirke i Emdrup var fyldt med
efterkommere af de overlevende armeniere, og forrest sammen med arrangøren
sad folketingsmedlemmet med den tyrkiske baggrund. Arrangørerne var meget
stolte af at have et folketingsmedlem til stede – og især Yildiz Akdogan
med hendes baggrund.
Men der må have været fejl i kommunikationen, for da hun blev bedt om at
sige noget ved arrangementets start, rejste den unge kvinde sig tøvende og
sagde, at hun var glad for at være der – men hun var ikke forberedt på at
holde tale – og hun vidste ikke, hvad hun skulle sige.
»Jeg er dybt berørt«, sagde hun, tydeligt berørt, og satte sig igen på
kirkebænken. Der blev tavshed i nogle minutter, indtil pianisten begyndte
at spille.
Armensk folkemord
For et år siden deltog jeg i en mindehøjtidelighed i en armensk kirke i
Aleppo, Syrien. Bagefter interviewede jeg en lidt ældre skolelærer med den
armenske præst som oversætter.
Læreren var ved at renskrive sin fars erindringer. Faderen var dreng under
deportationerne. Kun han og hans bedstemor var kommet levende ud af
landsbyen, da tyrkerne angreb. Især ét optrin blev ved med at plage ham i
drømme langt ind i alderdommen. En tyrkisk gendarm havde skåret halsen
over på en dreng og tørrede kniven af i drengens mors forklæde. Det var
ikke selve drabet, der blev ved med at plage ham.
Moderen havde sammen med en lille pige siddet og grinet, mens det skete.
Det var galskaben, sindssygen, det frygtelige grin, der blev ved med at
forfølge ham som dreng, som voksen, som gammel. Mens læreren fortalte
historien om sin far, strømmede tårerne stille fra hans kone, der stod ved
siden af. Hun havde aldrig hørt historien før, og hun græd for sin døde
svigerfar, for alle de myrdede og for sin mand, som skulle bære smerten.
Til mindehøjtideligheden i Emdrup Kirke holdt en præst fra Roskilde
gudstjeneste på armensk. Michael Ravnholt Westh var i ni år præst i
Armenien og lærte sig der sproget. Inden han talte, gik præsten hen til
Yildiz Akdogan og bad hende om at rejse sig. Han lagde armen om den unge
kvindes skuldre og sagde:
»Vi to er ikke armeniere, men vi anerkender det armenske folkemord. Det
smerter os, at vi ikke kan bære sorgen for jer, men vi vil gerne være
vidner til den«.
Historie til forhandling
Det er ofte med tårer, man er vidne til så stor en sorg, til så dyb en
smerte. Ikke desto mindre insisterede to danske kvinder på at være netop
det – vidner til uhyrlighederne, mens de foregik.
Da mennesker, som de havde lært at kende gennem flere år, nogle af dem
tætte venner, gennemgik det værste, der kan overgå et menneske: børn, der
bliver dræbt, gamle, der bliver tvunget på deportation, myrderier,
voldtægt, sult, tortur, udryddelse.
Maria Jacobsen var missionær og sygeplejerske i Harput i det østlige
Tyrkiet før og under folkemordet og skrev flittigt i sin dagbog om det,
hun så: Husundersøgelser hos armenierne, afvæbning; om den dag, alle
armenierne i byen Harput blev gennet sammen og jaget uden for byen. Om
mændene, der blev skudt eller hugget ned med det samme, om kvinder og
børn, der blev drevet af sted, og om dem, det lykkedes at flygte.
En ung kvinde med et stort gabende sår i nakken kom til det hospital, hvor
Maria Jacobsen arbejdede. Hun havde ligget nederst i en bunke kvinder, som
bødlerne huggede hovederne af. Kvinden var kun blevet såret og lå og
ventede, til der var helt stille, og hun kunne kravle ud og løbe væk og
søge hjælp. Maria Jacobsen var blot en af mange missionærer,
hjælpearbejdere og diplomater, der gennem øjenvidneskildringer
dokumenterede det armenske folkemord.
Også skolelæreren og hjælpearbejderen Karen Jeppe var hos armenierne i
nødens stund. Karen Jeppe gemte sine venner under gulvbrædderne i sit hus
under udryddelserne og var senere drivende kraft i at opbygge et armensk
samfund for overleverne i Aleppo i det nordlige Syrien. Det arbejde er hun
i dag udødeliggjort for i Armenien.
Man kan ikke gøre uret til ret igen, når så forfærdelige ting er sket. Men
man kan anerkende, at det er sket. Det er der mange lande og mange
politikere, der har gjort, men ikke de virkelig tunge spillere – og heller
ikke Danmark. I stedet er de forfærdelige begivenheder i 1915 gjort til
genstand for politiske forhandlinger. Men hvordan kan man det?
Enten skete det, eller også skete det ikke; en historisk begivenhed er vel
ikke til forhandling? Sådan lyder det undrende fra folk, når talen falder
på anerkendelse af det armenske folkemord. Og selvfølgelig har de ret,
selv om man kan mene, at de spørger lidt naivt, for historien er jo netop
altid til forhandling. Men måske ikke ofte så åbenlyst som i tilfældet med
det armenske folkemord.
Dødsmarch
Tyrkiet anerkender ikke folkemordet på op mod halvanden million armeniere
i 1915, og det internationale samfund tvinger ikke Tyrkiet til at gøre
det. Det er der stor vrede og sorg over blandt de mange efterkommere til
overlevende armeniere, som jeg gennem de seneste år har mødt en del af i
både Danmark og i Mellemøsten.
De ser klart, at det er stormagternes politiske og økonomiske interesser,
der afholder dem fra at kalde det 20. århundredes første folkemord ved
rette navn. At realpolitikken står over retfærdigheden. Senest 24. april i
år, på årsdagen for folkemordets start, hvor den amerikanske præsident,
Barack Obama, udsendte en erklæring, hvori der blandt andet står, at der
ikke er tvivl om, hvordan Obama personligt ser på sagen.
Man må tro, der henvises til Barack Obamas valgkamp, hvor han utvetydigt
gav udtryk for, at der var tale om folkemord. Han har ikke i sit embede
som USA’s præsident gentaget ordet folkemord – genocide.
Forklaringen er ifølge Obama selv, at han ikke vil komme i vejen for de
normaliseringsforhandlinger, der foregår mellem Tyrkiet og Armenien. De to
lande har en fælles grænse, der har været lukket siden 1993 – kort efter
at Armenien blev selvstændigt i slipstrømmen på Sovjetunionens sammenbrud.
I efteråret 2009 underskrev de to lande en protokol, der endnu mangler at
blive ratificeret i parlamenterne. Men USA har også andre vægtige grunde
til ikke at lægge sig ud med Tyrkiet. Landet er en uundværlig partner i
forhold til Irak og Afghanistan. Tyrkiet er igen blevet landet i midten
efter den kolde krigs afslutning; broen til Kaukasus, Asien, Mellemøsten
med de store forekomster af olie og gas; forhandlingspart mellem øst og
vest. Derfor undgås ordet folkemord.
Bortset fra det afgørende ord er erklæringen fra USA’s præsident klar nok.
Barack Obama minder om, at 24. april i år var 95-års dagen for starten på
nogle af de »værste grusomheder i det 20. århundrede«, hvor 1,5 millioner
armeniere blev »massakreret« eller gik deres død i møde – marched to their
death, som der står i erklæringen, der kan læses i sin fulde længde på Det
Hvide Hus’ hjemmeside.
I Danmark er forklaringen på, at der ikke er en officiel anerkendelse af
det armenske folkemord, at »det er et spørgsmål for historikerne«. Sådan
lød det fra Per Stig Møller, da han var udenrigsminister, og sådan lyder
det fra den nuværende udenrigsminister, Lene Espersen.
Der kan være megen fornuft i, at politikere ikke skal tage stilling til
alt, men man kan undre sig over, hvorfor det princip lige gælder for det
armenske folkemord og ikke for holocaust. Og man kan spørge, hvor mange
historikere der skal tage stilling til det armenske folkemord, før det er
nok.
Internationalt er der overvældende dokumentation for, at armenierne i det
skrantende Osmannerrige blev udryddet efter en centralt vedtaget og
systematisk gennemført udryddelseskampagne fra foråret 1915 til foråret
1917. Læs for eksempel den tyrkiske forsker Taner Akcams bog ’A Shameful
Act’, der med belæg i tyske, østrigske og osmanniske arkiver dokumenterer
netop dette.
De tyske og østrigske arkiver er særlig interessante, fordi de to lande
var allierede med Tyrkiet under Første Verdenskrig, og det altså var
allierede officerer og diplomater, der indberettede til deres overordnede,
hvordan udryddelserne foregik. Samtidig var der i 1919-20 militære
domstole i Istanbul, hvor anerkendte tyrkiske borgere vidnede om de
forbrydelser, den ungtyrkiske regering havde foretaget mod de armenske og
andre kristne medborgere i ly af krigen.
Deportation af armeniere
Man behøver som nævnt ikke at forlade dansk grund for at få vished om
folkemord.
I en engelsk udgivelse af Maria Jacobsens dagbøger kan man læse en
øjenvidneskildring af hele forløbet i en central by i det østlige Tyrkiet.
Men også den danske statsadministration har den viden i arkiverne.
Den danske forsker Matthias Bjørnlund har gravet i Udenrigsministeriets
gemmer og fundet indberetninger om udryddelser af armenierne fra den
danske gesandt i Istanbul, Carl Ellis Wandel. Hele sogne, inklusive
præster og andre kirkelige, bliver meldt forsvundet, og gesandten var ikke
i tvivl om, hvad der foregik. »Tyrkerne gennemfører med stor Energi deres
grusomme Hensigt, at udrydde det armeniske folk«, skrev Carl Ellis Wandel
i en indberetning 4. september 1915.
Det kan være svært at forstå, at så overvældende en dokumentation kan
overses og få politikere til at henvise sagen til ’historikerne’. Den
amerikanske præsident har dog i det mindste sagt, hvad han personligt
mener, og det fremgår også tydeligt, at det er af realpolitiske grunde,
han ikke vil sige ’folkemord’ som præsident.
Det er klart, at Tyrkiet vil reagere, hvis det sker. Vi så det sidst, da
udenrigsudvalget i den amerikanske kongres med én stemmes flertal vedtog
en resolution om det armenske folkemord – og da den svenske rigsdag, også
med én stemmes flertal, gjorde det samme.
De tyrkiske ambassadører blev kaldt hjem, og stor var vreden i den
tyrkiske regering over udenlandsk indblanding i den tyrkiske historie.
Premierminister Erdogan truede endda med at deportere 100.000 illegale
armenske arbejdere, hvis kritikken blev ved. I Tyrkiet mener
kommentatorerne nu ikke, at der er så mange illegale armeniere, og der er
da heller ikke sket noget i den anledning.
Ambassadøren i Stockholm vendte tilbage, efter at den svenske regering
gentagne gange havde forsikret, at den ikke var enig i rigsdagens
beslutning. Tyrkiets forhold til USA blev blødgjort efter Hilary Clintons
appel til, at den amerikanske kongres ikke skulle vedtage erklæringen.
Samme Clinton har i samtaler med den tyrkiske udenrigsminister nu til
gengæld krævet, at der skal gang i normaliseringsforhandlingerne med
Armenien.
Ifølge den engelske internetudgave af den tyrkiske avis Todays Zaman har
tyrkiske konsuler i USA fået besked på, at de skal føre dialog med den
armenske diaspora. Alt dette fører muligvis til en åbning af grænsen
mellem Tyrkiet og Armenien, men efterkommerne af de mange ofre venter
stadigvæk på, at folkemordet bliver erkendt og anerkendt af den nation,
hvor det udspillede sig. For dem fortsætter krænkelsen, så længe den ikke
er anerkendt.
Munter afslutning
Yildiz Akdogan, den danske politiker med den tyrkiske baggrund, ville
egentlig bare kigge forbi for at vise sin respekt og anerkendelse, men hun
blev under hele mindearrangementet.
At der var mange tyrkere, der gjorde en indsats for at redde de armenske
naboer, er der ingen tvivl om. Hvor mange ved vi ikke. Det kan man først
nu begynde at tale om i Tyrkiet
Også i Tyrkiet er store dele af befolkningen meget ivrige efter at
fortælle det, de ved om folkemordet. For selv om det gennem 95 år har
været forbudt at sige folkemord i Tyrkiet om begivenhederne i 1915, så er
der en folkelig viden om begivenhederne.
En yngre tyrkisk forsker samler mundtlige fortællinger i Tyrkiet om, hvad
der skete, og en lidt ældre herboende kurder fortæller, at mange gerne vil
fortælle historierne. For mange tyrkere og kurdere ligger historien som en
sorgfyldt viden, de gerne vil lettes for, også selv om de og deres
familier ikke selv deltog i myrderierne.
En herboende kvinde med kurdisk-tyrkisk baggrund fortalte mig om sin
oldefar, der som tyrkisk politimand gemte armenske naboer for at redde dem
fra myrderierne. Den historie og beretningen om floder, der var røde af
blod, har hun hørt fra sin mormor. At der var mange tyrkere, der gjorde en
indsats for at redde de armenske naboer, er der ingen tvivl om. Hvor mange
ved vi ikke. Det kan man først nu begynde at tale om i Tyrkiet.
Mindehøjtideligheden i Emdrup Kirke endte muntert. En pensioneret armensk
porcelænsarbejder fra Valby sang folkesang med stor stemme og stor glæde.
En yngre armensk kvinde fremsagde et langt armensk digt med energi og
fylde; om de glade tider, der blev afløst af mørke, og om livet, der atter
får fat.
|
|
|
|
|
