|
Hovedside
|
Folkedrabet
i Armenien
Matthias Bjørnlund
Udbruddet af 1. Verdenskrig vakte bekymring blandt armenierne. Hvis Osmannerriget gik ind i krigen på tyskernes side, imod England, Frankrig
og Rusland, ville store dele af de armensk-beboede områder blive
forvandlet til en slagmark. Desuden havde både den russiske og den
osmanniske hær på dette tidspunkt armeniere blandt deres soldater -
tabet for armenierne ville derfor blive stort, uanset krigens udfald.
Endelig var det armenske håb om international beskyttelse knyttet til de
europæiske lande. Derfor forsøgte armenske ledere at overtale
Ungtyrkerne til at holde sig neutrale i krigen.
1. Verdenskrig og Osmannerriget
Den tyskvenlige del af den ungtyrkiske regering fik dog
gennemtrumfet, at man skulle alliere sig med tyskerne og dermed deltage
i krigen mod Rusland. Til gengæld for deres støtte fik Ungtyrkerne frie
hænder til skabe et Stortyrkiet, som skulle strække sig ind i
Centralasien, hvor der var flere tyrkisktalende muslimske folkeslag. Da
armenierne ikke bare havde et andet sprog, en anden kultur og en anden
religion, men også boede i de egne, der lå på vejen til Centralasien,
betød planen om et Stortyrkiet, at armenierne nu mere end nogensinde
blev anset for at være et problem. De lå i vejen for de tyrkiske
udvidelsesplaner.
Da det begyndte at gå dårligt med osmannernes krigsførelse på den
russiske front, forsøgte man fra regeringens side at gøre armenierne og
de kristne assyriske og græske mindretal i riget til syndebukke for
regeringens fejltagelser. Man var også bange for, at armenierne, der
boede ved den russiske grænse, skulle organisere sig og alliere sig med
Rusland. Selvom Ungtyrkerne generelt ikke var religiøse, begyndte de nu
at bruge islam til at vende det muslimske befolkningsflertal mod de
kristne minoriteter, ligesom sultanen havde gjort under
1890’er-massakrerne. Denne gang var det planen, at armenierne skulle
udryddes.
Folkedrabets første del: Den armenske elite dræbes
 Det første skridt mod udryddelsen af armenierne blev taget i
begyndelsen af 1915, da de cirka 300.000 armenske soldater, der gjorde
tjeneste i den osmanniske hær, blev frataget deres våben. Armenierne
blev først udnyttet som slavearbejdere, senere samlet i grupper og skudt
eller tævet ihjel. Efterfølgende arresterede man, som f.eks. den 24.
april 1915 i Konstantinopel (Istanbul), flere hundrede armenske ledere,
præster og intellektuelle. I håb om at holde fremmede journalister og
diplomater i uvidenhed om hvad der foregik, blev de arresterede ført til
øde egne, hvor de blev slået ihjel.
Efter stort set at have afvæbnet armeniere og udryddet eliten uden at
møde reel modstand, begyndte Ungtyrkerne at koncentrere sig om
deportationen og udryddelsen af de over 2 millioner armeniere i det
osmanniske rige. Nogle af disse havde hørt rygter om massakrer og
flygtede, nogle forsøgte forgæves at forsvare sig med våben, men de
fleste armeniere var ubevæbnede og forsvarsløse. Typisk beordrede folk
fra den lokale ungtyrkiske partiafdeling alle mandlige armeniere i en by
eller landsby til at samles på torvet. Der blev de enten slået ihjel på
stedet eller fængslet, for senere at blive bundet sammen med reb og
drevet ud af byen. Når de nåede et øde område, uden vidner blev de ofte
skudt eller stukket ihjel.
Dødsmarcher
Mamuret-ül Eziz (Elazığ)
Kvinder, børn og overlevende mænd rundt om i riget blev samlet i
grupper på flere tusinde og under bevogtning beordret til at marchere ud
i den syriske ørken. Deres jord og ejendele blev overtaget af deres
tyrkiske og kurdiske naboer eller af soldater og embedsmænd. Det skete
dog også, at muslimske naboer reddede armeniere ved at skjule dem eller
give dem mad, selvom det var strengt forbudt. Derudover var der
muslimske religiøse ledere, der uden held forsøgte at protestere mod
behandlingen af armenierne.
Ungtyrkerne påstod, at det endelige mål med deportationerne var at
bosætte armenierne i den sydlige del af Osmannerriget, det nuværende
Syrien. Det viste sig dog hurtigt, at de deportationer, der begyndte i
Osmannerriget i løbet af sommeren 1915, havde en helt anden karakter: de
var dødsmarcher. Så snart deportationskaravanerne forlod byerne,
begyndte planlagte overgreb: soldater og bander af løsladte kriminelle
dræbte og voldtog, børn blev bortført, nogle kvinder begik endda
selvmord for at undslippe deres lidelser. Ofte varede disse marcher i
måneder. Hundredvis af kilometer skulle tilbagelægges og uddelingen af
mad og drikke blev med vilje holdt på et minimum, hvilket betød, at
armeniere i stort antal døde i ørkenen af sult, tørst og udmattelse. De
fleste af de, der nåede frem til Syrien, blev dels dræbt ved ankomsten,
dels anbragt i koncentrationslejre under umenneskelige forhold.
Resultatet af
folkedrabet
Ud af 2 millioner armeniere i Osmannerriget blev 1-1,5 million i
perioden fra 1915-1917 dræbt som følge af massakrer og deportationer.
Langt størstedelen af de overlevende var flygtet til Rusland eller
til europæiske lande. Få armeniere overlevede i Osmannerriget, nogle ved
at konvertere til islam. Ungtyrkerne påstod selv, at de ikke havde
planlagt at udrydde armenierne, men at dødsfaldene var en beklagelig
konsekvens af krig, sult og armeniernes egen oprørskhed: de var til fare
for Osmannerrigets sikkerhed, fordi de havde allieret sig med Rusland,
og derfor måtte de flyttes fra de områder ved den russiske grænse, hvor
mange af dem boede.
 Selvom nogle armeniere i visse tilfælde samarbejdede med den russiske
fjende, opførte langt de fleste sig til det sidste som loyale borgere.
Meget tyder på, at Ungtyrkerne benyttede sig af det kaos som 1.
Verdenskrig skabte til at forsøge at dække over forsøget på at udrydde
armenierne.
Hvad vidste man i udlandet om folkedrabet?
Ungtyrkerne forsøgte ved hjælp af blandt andet brevcensur at skjule
for omverdenen, hvad der skete med armenierne i Osmannerriget. Det
lykkedes dog allerede i sommeren 1915 mange vestlige diplomater og
missionærer at smugle detaljerede rapporter om og fotografier af, hvad
der foregik, ud til deres regeringer og befolkninger.
I1925 skrev den danske forfatter og Armenien-ekspert Åge Meyer Benedictsen følgende om
folkedrabet:
”Det armeniske folks ødelæggelse er tidligt gået ind i den
eventyrligt-forbryderiske plan, som Tyrkiets førere […] havde opridset
[...] Dette folkemord skulle gøres grundigt, ikke et lapværk som for
tyve år tilbage. [...] Det hele skulle gøres så hastigt, så sikkert og
så maskeret, at der udefra intet kunne ske, før alt var fuldbyrdet, ja
selve ofret, det armeniske folks masse, skulle svæve i uklarhed om, hvad
der skete nogle snese mil borte.”
Ligesom ved massakrerne i 1890’erne protesterede mange i vesten, også
regeringer, mod hvad man kaldte ”en forbrydelse mod menneskeheden”, og
man forlangte de skyldige straffet. På trods af, at det hurtigt stod
klart, at det denne gang ikke ”kun” drejede sig om begrænsede massakrer,
men organiseret udryddelse af en befolkningsgruppe, var der ingen
stater, der greb ind. Ligesom under 1890’er-massakrerne var det private
organisationer der udførte størstedelen af hjælpearbejdet.
Forfølgelsen af
assyrerne
Som armenierne er både assyrerne og grækerne
gamle kristne folk med eget sprog og egen kultur. Igennem århundreder
var de underlagt det tyrkisk-ledede muslimske Osmannerrige. Assyrerne
boede hovedsageligt i den sydøstlige del af Osmannerriget, herunder i
det gamle kerneområde Mesopotamien (Irak). Grækerne boede primært i den
nordvestlige del i områder, der grænsede op til Grækenland. I årene op
til 1. Verdenskrig blev assyrerne og grækerne som andre minoriteter
diskrimineret, undertrykt og forfulgt af rigets dominerende gruppe,
tyrkerne.
I 1915 fulgte forfølgelsen af særligt assyrerne stort set samme mønster
som ved det armenske folkedrab: Eliten blev myrdet, våbenføre mænd blev
afvæbnet og slået ihjel, og kvinder og børn blev sendt på dødsmarcher.
Hundredvis af landsbyer blev affolket, og omfattende massakrer på f.eks.
beboerne i græske kvarterer i større byer blev iværksat. Antallet af
græske og assyriske ofre er usikkert, men det menes at hundredetusinder
blev dræbt og endnu flere fordrevet fra deres hjem.
Folkedrab.dk
|
|
|
|
|
